Performed at SPOR festival 2015, Denmark

Coders:
Jonas Olesen
Morten Riis
Mikkel Moir Pihl
Søren Lyngsø Knudsen
Jonas R. Kirkegaard
Sandra Boss


Description (In danish) from Spor2015 website :

Danish Computer Music Confederation (DK)

Seks danske komponister og lydkunstnere er gået sammen om at danne orkesteret Danish Computer Music Confederation (DCMC), der grundlæggende beskæftiger sig med at præsentere live-­kodet musik for uddøde computere. Valget af disse forældede computere skal ikke udelukkende forstås som et nostalgisk tilbageblik til komponisternes barndom – og det faktum at de alle voksede op med denne type teknologi – men derimod som en iscenesættelse og undersøgelse af de glemte og oversete potentialer, der ligger i disse første hjemmecomputere. De gamle og glemte teknologiske stemmer, der i dag er udgået af vores bevidsthed, bliver vakt til live igen og fortæller os om en tid, hvor det stadig var muligt at skabe bemærkelsesværdig og vedkommende musik på computer.

DCMC består af følgende medlemmer:

  • Sandra Boss: Lydkunstner, komponist, researcher
  • Jonas Olesen: Lydkunstner, komponist
  • Søren Lyngsø Knudsen: Lydkunstner, komponist
  • Mikkel Moir Pihl: Lydkunstner, komponist
  • Jonas R. Kirkegaard: Lydkunstner, komponist
  • Morten Riis: Lydkunstner, komponist, researcher

Tre spørgsmål til DCMC:

Hvilke muligheder, kvaliteter eller begrænsninger tror du lyd har som kunstnerisk materiale?

Lyd. som materiale, har den fordel, at den befinder sig i en konstant forhandling imellem fysisk konkrethed – og immateriel sanselighed. Vi kan ikke se lyden, men mærke dens effekt på vores krop eller observere den i vores teknologiske apparater. Dette bevirker, at der skabes et spændingsfelt mellem vores forventning til en given lydlig begivenhed (for eksempel i sekunderne før man sætter en plade på en pladespiller, som er en handling hvor man udelukkende forholder sig lydens fysiske repræsentation i pladens materialitet) og den faktiske auditive sansning, hvor vores perceptions-apparatur sætter i gang, og vi overmandes af sanseimpulser, der på én gang får os til at glemme lydens fysiske materialitet – men på samme tid er bundet til vores viden og erfaring med lyd i forskellige (fysiske) situationer (forskellige højtaler der opfører sig på særlige måder, pladespillere der drejer rundt m.m.). Det interessante er, at lyd ikke findes i nogle af de skitserede situationer, lyd er umuligt at pege direkte på, vi kan kun observere eller sanse dens effekt i noget andet. Dette er lydens største force, men på samme tid også dens største svaghed, fordi det forpligter kunstnere, der har lyd som deres materiale, til at arbejde bevidst med denne ‘lydens dualitet’. Lyd er ikke bare lyd – men er lyd for noget – i kraft af noget – en relationel konstruktion der konstant udfordrer og udvider komponisters og lydkunstneres arbejdsområde – ved bestandigt at åbne nye muligheder for at konceptualisere og kontekstualisere lydens tilbagetrukne væsen.

Hvordan kan det være, at når man ønsker at udforske klassiske musik traditioner, er det ofte iscenesættelse, formater og omgivelser, der fremstår som foranderligt og ikke selve musikken? 

Et præmaturt svar vil være, at det ikke er muligt at skrive mere ny musik – men det derimod kun er muligt at placere eksisterende musik i nye sammenhænge og konstellationer. Men tager man perspektivet fra første spørgsmål videre med ind i diskussionen, vil man erfare, at fordi lyd eller musik ikke kan reduceres til enten noget, der klinger immaterielt i luften (og dermed kan sanses) og heller ikke kan reduceres til et symbolsk partitur eller computerprogram, må det endegyldigt betyde, at den foreslåede skelnen mellem omgivelser og musik ikke er en gyldig præmis for at diskutere, hvad musik er og vil være i fremtiden.
Musik udfolder sig ikke i prædefinerede omgivelser eller tid (forskellige fysiske rum, målbar mekanisk tidslighed m.m.). Musik skaber rum og tid i samarbejde med andre objekter (violiner, højtalere, mennesker, støv på plader). Forskellige rumligheder og tidsligheder udspiller sig, når toner og klange fødes af lydgivere og forplanter sig i luft, træ, metal og trommehinder. Musikken findes ikke ét bestemt sted på ét bestemt tidspunkt, og derfor er det heller ikke gyldigt at spørge til forholdet mellem musik/lyd og kontekst, da musik er kontekst ligeså meget, som omgivelser er musik.

 

Med temaet for SPOR festival 2015 fokuserer festivalen på at sætte visse musikpraksisser til diskussion, især dem der findes omkring opera og musikdramatik. Ifølge din erfaring, hvad sker der så, når der arbejdes med klassisk musik i et mere moderne perspektiv – generelt og i forhold til din egen kunstneriske praksis?

For at tage diskussionen videre fra de forgående spørgsmål så præsenterer hele temaet for festivalen STAGING THE SOUND et paradoks, fordi det netop prøver at skabe en kløft imellem musikken-i-sig-selv (og hvad er det egentlig for en størrelse denne her i-sig-selv? Er det Partituret? Idéen? Luftmolekylernes bevægelser? Impulser fra trommehinden til hjernen?) og dens udførsel eller iscenesættelse. At påstå at musikken kan være en konsistent størrelse (som derefter kan iscenesættes), forstået som enten en kunstnerisk idé, et partitur eller en medie-repræsentation, vil være et forsøg på at udtømme hvad musik er. Som beskrevet tidligere er dette ikke muligt, da musik/lyd er tilbagetrukkent – forstået på den måde at vi ikke kan pege på, hvor den er, ej heller da den altid er noget i forhold til noget andet. Som udgangspunkt eksisterer der ikke lyd, der kan være løsrevet fra dens omgivelser eller mediering, hvadenten det er et fysisk rum, en roterende plade eller en elektrisk impuls i en mikrochip, er underordnet. Det vigtige i denne sammenhæng er, at STAGING og SOUND ikke er to adskilte størrelser, ligesom MUSIC og PRACTICE heller ikke er. Det hele er forbundet og kan ikke eksistere uden hinanden. Spørger man kun til iscenesættelsen, glemmer man, at iscenesættelsen er lyden lige så meget, som lyden er iscenesættelsen.